Gift i 65 år: - Man skal respektere ægteskabet
At have krondiamantbryllup er noget helt specielt. Ikke desto mindre kunne to brødre fejre 65 års ægteskab i dag.
At have krondiamantbryllup er noget helt specielt, men ikke desto mindre kunne to brødre fejre 65 års ægteskab med to dages mellemrum.
Det er så yndigt at følges ad, og det har brødrene Poul og Egon og deres koner gjort siden år 1950, hvor de med to dages mellemrum sagde ja til hinanden. Mens Egon og konen Solvej fredag holdt stor fest, fejrede Poul og konen Mie krondiamantbryllup søndag.
- Da vi blev gift, da sagde vi ja til at være sammen i godt og ondt - indtil døden skiller os ad. Og det har vi respekteret, siger Poul Karlsen.
For 65 år siden var det noget mere omstændigt at transportere sig rundt til begivenheder, og Poul og Egon blev derfor enige om at holde bryllup den samme weekend.
- Dengang havde man jo ikke bil, så jeg husker, at jeg engang cyklede fra Østervrå til Silkeborg for at deltage i en familiebegivenhed, fortæller Poul Karlsen.
De to brødre, der bor i henholdsvis Østervrå og Tårs, mener begge, at de har verdens sødeste kone.
- Jeg har aldrig skullet tænke på at stryge skjorte, og jeg har aldrig skullet tænke på at lave mad. Der har altid været styr på det, siger Poul Karlsen.
Han mener, at folk i dag giver for let op og lader sig skille. Ikke én af Pouls 11 søskende er blevet skilt, og Poul husker ikke, at han nogensinde har haft lyst til andet end at være sammen med Mie.
- Det er så ulykkeligt, når folk bliver skilt. Et godt råd ville være, at de skulle tage fat i os gamle til en snak om kærligheden, hvis det skulle gå dårligt, siger Poul Karlsen.