Glem ikke sommerhuset i stormen
Foto: Johnni Isaksen
(Arkivfoto)
Fritidshusejere bør undersøge for skader hurtigst muligt for at undgå forværringer, advarer forsikringsselskab.
Har du et sommerhus i Nordjylland eller Nordsjælland? Og sad du bag hjemmets trygge mure, da stormen rasede søndag? Så er det med at få tjekket, at huset stadig har både tag og vinduer, lyder opfordringen fra et af landets største forsikringsselskaber.
- Hvis man ikke allerede har været ude at se til sit sommerhus, så vil vi opfordre til, at man gør det, eller får venner og bekendte i nærheden til at gøre det, siger kommunikationschef Jens Langergaard fra Topdanmark.
For hvis en stormskade får lov at stå ubehandlet hen, kan den blive forværret, advarer han.
- Hvis der er trykket et vindue ind eller blæst noget af taget, så er det med at få det afdækket, så der ikke også kommer en vandskade eller noget sne ind på et senere tidspunkt, påpeger kommunikationsdirektøren.
Han opfordrer i det hele taget skadesramte til at kontakte forsikringsselskabet så hurtigt som muligt. Efter lidt pres på linjerne mandag formiddag er Topdanmarks ventetid på telefonen ifølge kommunikationschefen nu nede på "et par minutter".
Jens Langergaard beskriver det foreløbige indtryk af stormen som skadesmæssigt "moderat". Den kan ifølge ham slet ikke sammenlignes med det skybrud, der ramte Københavnsområdet i sommer, eller den orkan, der blæste landet omkuld i december 1999.
- Hovedindtrykket er, at størstedelen af skaderne er små, konstaterer kommunikationschefen.
- Det er flyvende genstande, der har forårsaget skade, flagstænger eller antenner, der er knækket, eller tagplader, der har revet sig løs.
Topdanmark har modtaget 1200 anmeldelser om stormskader, hvoraf to tredjedele har været fra private. Kun i cirka 30 tilfælde har det været nødvendigt at sætte en taksator på opgaven.
/ritzau/