LIGE NU:

God morgen februar: Så er der sne i Nordjylland - igen

Mange nordjyder vågner mandag op til endnu en omgang sne, og ifølge meteorologerne er der mere sne på vej over det nordjyske.

Vi har taget hul på februar med endnu en omgang sne på programmet flere steder i Nordjylland. Særligt i den nordligste del af regionen, er der hvidt på vejene.

Samtidig er temperaturerne et godt stykke under frysepunktet, og meget kan således tyde på, at sneen bliver liggende.

Sådan ser det ikke ud i resten af landet, oplyser TV2 Vejret, der fortæller, at februar mange andre steder er begyndt regnfuldt, men altså ikke i Nordjylland.

Her falder nedbøren som sne, og vi kan godt vente os, at der kommer mere sne i løbet af dagen.

Fra onsdag og ugen ud melder prognoserne om, at sneen slipper taget i det nordjyske og derimod tager en tur sydpå i landet.

Overalt er og bliver det koldt. Vi kan natten til tirsdag vente os temperaturerne ned til minus ti grader, ifølge TV2 Vejret.

Flere prognoser har i det seneste døgn 'truet' med adskillige centimeter sne til Nordjylland, men bygeaktiviteten den foregående nat var mindre end forventet. Derfor er der kun kommet sporadiske mængder sne det seneste døgn på de kanter, men dagen igennem kan der fortsat trække slud- og snebyger ind over Nordjylland fra vest.

Derfor kan man - måske - få en centimeter eller to inden dagen er omme.