Gode gerninger uden gaver
Foto: Ib William Christensen
Røde Kors indsamlere fik i dag et gavekort af Stena Line til et minicruise til Oslo, men det gav ingen ekstra frivillige i Hirtshals.
Røde Kors mangler indsamlere over hele landet - og alene i Hirtshals kunne de bruge 20 flere. Derfor havde organisationen håbet på, at gaven fra rederiet havde skaffet flere frivillige. Men i Hirtshals kom der bare ti.
- Det er blevet langt sværere at få folk til at samle ind. På landsplan mangler vi mange tusinde, og jeg forstår faktisk ikke, at man ikke kan bruge et par timer på at hjælpe de nødlidende rundt omkring i verden, siger Jens Arne Nielsen, Røde Kors i Hirtshals.
Selv om det er blevet sværere at skaffe frivillige fejler deres motivation ikke noget. Ingen af dem TV2Nord talte med i dag var mødt op pga. af gavekortet, men der imod af ægte hjælpsomhed. En af dem var Pernille Larsen fra Hirtshals.
- Jeg har før samlet ind for Røde Kors, og synes at det er vigtigt at tænke længere end til sin egen næsetip. Jeg har også boet i Filippinerne , og har set hvor meget bare en krone kan betyde for et menneske.
Kristine Simonsen havde taget sin mor Inger med på ruten - eller også var det omvendt. De var enige om at stille op også næste år.
- Vi var hurtigt færdige og ville gerne tage en rute mere i Tornby, hvor vi bor, men fik at vide, at der var fyldt op. Så hvis der har manglet frivillige har det i hvert fald ikke været i Tornby, siger Inger Simonsen