Gøglerbådens ejer kender intet til bordeldrift

 Gøglerbådens ejer kender intet til bordeldrift

Retssagen mod tre mænd i sagen fra Gøglerbåden, startede i dag med afhøring af hovedmanden, som er den 65-årige ejer af Gøglerbåden. Han er tiltalt for bordeldrift. Han nægter sig skyldig og har forklaret at pigerne er ansat efter gældende overenskomst.

Ejeren er tiltalt for at have drevet bordel fra Østergravensgade nr. 7 og nr. 9 i Aalborg. Han er tiltalt for at have udlejet værelser til prostituerede kvinder, som også kom på hans værtshus Gøglerbåden.

Bordeldriften skulle være sket i perioden fra 1. januar 2008 til 4. februar 2009. Hovedmanden har ifølge anklagemyndigheden tjent ikke under 149.000 kroner på det.

I retten i dag, forklarede ejeren, at pigerne rigtig nok bor på disse værelser, men han ved ikke om de er prostituerede. Pigerne har betalt husleje og er ansat på Gøglerbåden som champagnepiger efter den gældende overenskomst.

Retten brugte to timer på at høre optagelser fra politiets telefonaflytning.

Foruden den 65-årige ejer, er også en dørmand og en tredje mand, tiltalt i sagen.
Kun ejeren er indtil videre afhørt i Retten.

Dørmanden på Gøglerbåden er tiltalt for at have holdt opsyn med de prostituerede kvinder, ligesom han sørgede for, at der altid var prostituerede kvinder til stede på Gøglerbåden.

Endelig er en mand tiltalt for at have rekrutteret og indlogeret prostituerede kvinder i Danmark. Han fungerede også som chauffør for kvinderne.

Sagen fortsætter mandag, onsdag og fredag i næste uge. Der afsiges dom fredag.


Seneste nyt

fra Nordjylland