GPS skal stoppe spøgelsesbilister
For et par år siden var der kun omkring 50 spøgelsesbilister, mens der i år er næsten 150.
Trafikforsker Harry Lahrmann foreslår, at GPS modtagere i vores biler udstyres med oplysninger om motorvejsopkørsler, så de kan advare hvis vi kører den forkerte vej på rampen.
- Man kunne endda forestille sig at den var koblet sammen med bilen, således at den tog tændingen på bilen hvis vi er på afveje, siger lektor Harry Lahrmann, Aalborg Universitet til TV2/NORD.
I følge vejdirektoratet skyldes den voldsomme stigning i antallet af spøgelsesbilister, at vi er begyndt at tale mere i mobiltelefoner når vi kører bil, og fordi vi lader os lede på afveje af navigationssystemer.
- Vi kan ikke pege på andet der kan forklare den store stigning, da det jo er det eneste nye i de sidste par år, siger civilingeniør, Erik Randrup fra Vejdirektoratet til TV2/NORD.
Typisk vil en normal GPS ikke medregne en motorvejsopkørsel som en vej ud af en rundkørsel. Derfor kan den godt vejlede bilisten om at tage den første til højre, selv om den første vej er opkørslen fra motorvejen. En fejl en vågen bilist hurtigt vil opdage, men den typiske spøgelsesbilist er alt andet end vågen.
- Den typiske spøgelsesbilist er en der har drukket mere end han kan tåle, eller er påvirket af stoffer, siger civilingeniør, Erik Randrup, Vejdirektoratet til TV2/NORD.
Problemet med spøgelsesbilister kan løses ved at sætte bomme op, der går ned hvis en bil kører forkert, men det er en meget dyr løsning. Specielt set i forhold til, at antallet af tilskadekommende ved ulykker forvoldt af spøgelsesbilister, er relativt lille. Derfor foretrækker Harry Lahrmann den digitale løsning.
-Hvis vi har et GPS anlæg i bilen i forvejen, så koster den løsning ikke noget. Skal vi derimod til at sætte bomme op ved alle nedkørsler vil det koste adskillige millioner, siger lektor Harry Lahrmann til TV2/NORD.