GPV Electronics fyrer ti funktionærer
Usikre tider har fået kunderne til at svigte GPV Electronics i Aars, på kort sigt. Ti funktionærer bliver fyret og produktionen ryger på arbejdsfordeling.
Elektronikfirmaet GPV Electronics er nu også ramt af den økonomiske globale krise. Virksomheden i Aars har været nødsaget til at fyre ti funktionærer i administrationen:
- Vi er blevet nødt til at rebe sejlene så vi tilpasser os den økonomiske situation. Usikkerheden hos vores kunder på det internationale marked, har gjort at de voldsomt minimerer deres lagerbeholdninger. Det gør at vores ordrer bliver flyttet i kalenderen, udtaler salgsdirektør Jørgen Holm til TV2NORD.
Også produktionen i Aars er ramt, hvor cirka 100 medarbejdere bliver sat på arbejdsfordeling. Det betyder, at de hver tredje uge holder fri.
Funktionærerne vil ikke gå på arbejdsfordeling af overenskomstmæssige årsager:
- Krystalkuglen ser rigtigt sløret ud i øjeblikket, men kigger vi på fremtiden, så er vores ordrebøger altså meget lovende, så jeg er sikker på, at vi nok skal komme på fode igen, fortæller Jørgen Holm.