Nordjyske grafittimalere udsmykker ny Lasergame i Aalborg.
Underholdningsvirksomheden Lasergame åbner en ny afdeling i Aalborg til december, og når skydeglade nordjyder bliver sluppet løs i lokalerne bliver det med nordjysk grafitti i skudlinjen.
Firmaets direktør har bedt lokale grafittimalere om at udsmykke lokalerne.
- Det skal jo passe til stemningen. Man render jo rundt og skyder hinanden, og så passer grafitti rigtig godt ind i det rå miljø, siger direktør Benjamin Huss.
Brian Johansen fra Aabybro har malet grafitti i mere end 20 år, og han har intet imod at lave grafitti på bestilling.
- Det er jo stadig kunst. Her er det bare tilpasset miljøet, siger han.
Lasergame åbner officielt d. 7. december.