Grimt tyveri i Hjørring
En familie på Korslund i Hjørring fik sig en slem overraskelse i nat, da de blev vækket ved at flere indbrudstyve var i gang med at tømme deres hjem.
Ved to-tiden i nat vågnede kvinden i huset ved, at en af tyvene var ved at lede efter værdier inde i parrets soveværelse. Efter at være blevet opdaget flygtede tyvene i familiens bil med to computere, en pung og et fjernsyn. Fjernsynet tabte tyvene dog i forvirringen.
Nordjylland Politi i Hjørring har en mistanke om, at gerningsmændene allerede var på spil tidligere på aftenen. På nabovejen Tøtmosen forsøgte indbrudstyve trekvarter inden nemlig at bryde ind i et hus gennem et vindue. Også her opdagede husets beboere de ubudne gæster, men her fik de jaget de indtrængende væk, inden de kunne nå ind i huset.
Politiet har her til morgen ikke fundet den stjålne bil.