Guentzel færdig i Pirates
Ryan Guentzel er fortid i Aalborg Pirates. Klubben har valgt at ophæve kontrakten med den 25-årige amerikaner, fordi han ikke slog til.
Den amerikanske forward Ryan Guentzel nåede kun én officiel kamp for Aalborg Pirates. Nu har klubben valgt at opsige kontrakten med ham. Han var simpelthen ikke god nok:
- Ryan har ganske enkelt ikke indfriet vores forventninger - og heller ikke sine egne, siger direktør Frederik Åkesson.
Ryan Guentzel kom til Aalborg fra EHC Klostersee i den tredjebedste tyske række, hvor han lavede 65 point i 26 kampe. Men i Pirates er der langt fra gået ligeså godt:
- Hans niveau var simpelthen ikke højt nok. Både vi og han havde forventet, at han kunne løfte sit spil, men det er ikke sket. Og efter at han har fået et par løftede pegefingre tidligere, har vi valgt at sige stop - en beslutning Ryan har accepteret og har forståelse for, siger Frederik Åkesson.
Han pointerer, at klubben har været tilfreds med både engagement og personlighed hos amerikaneren, og at beslutningen er rent sportslig.
Ryan Guentzel var ikke med i tirsdagens pokalbrag mod Frederikshavn White Hawks på grund af en mindre hjernerystelse, som han pådrog sig i fredagens kamp.