Guld og sølv til nordjysk ishockey
Foto: Preben Nielsen - eframe.dk
Fredag starter ishockeysæsonen - og ifølge en hockeyekspert går de nordjyske hockeyfans en stor sæson i møde.
Guld til Frederikshavn og sølv til Aalborg. Således lyder vurderingen fra den mangeårige ishockeyreporter hos B.T., Peter Fredberg. Vurderingen kommer i dagens udgave af avisen, der ser frem mod den kommende sæson, som starter fredag aften. Her tager Aalborg Pirates hjemme imod Copenhagen Hockey, mens Frederikshavn White Hawks skal en tur til Odense for at møde de lokale Bulldogs.
Peter Fredberg skriver i analysen af den kommende sæson:
- Tre canadiere og fire svenskere suppleret med Morten Lie og Nicolai Meyer. Ydermere en ny toptræner med erfaring fra den svenske eliteserie og Mike Grey som assistent, det tegner spændende, skriver Fredberg som vurderer Frederikshavnerne til at vinde guld i sæsonen.
Om Aalborg Pirates skriver Fredberg:
- Med den svenske klassekeeper Magnus Åkerlund er Aalborg væsentligt forstærket på målmandsposten. Også på back- og angrebssiden er holdet markant forstærket i forhold til sidste sæson. Og med holdets danske profiler og en ny nordamerikaner på vej virker det til at være et hold, der skal spille med i den bedste ende af rækken, vurderer Fredberg.
I seneste sæson blev kvartfinalen endestationen for Frederikshavn, mens Aalborg blev slået ud i semifinalen.