Guldsmed har ligget vandret op til mors dag: Vi har solgt rigtig mange gaver
Blomster, chokolade eller smykker. Mulighederne er mange, når der skal købes gaver til mødrene i vores liv.
Som det naturligvis er alle sønner - og ægtemænd - i dette land bekendt er anden søndag i maj mors dag. Det er dagen hvor vi hædrer og belønner den kvinde, der bragte os til verden - og de kvinder der har bragt vores børn til verden.
Med hæder følger ofte en gave og de traditionelle blomster er stadig yderst populære. For eksempel kan TV Midtvest i dag fortælle, om en blomsterhandler, der aldrig har oplevet en mors dag så travl som i år hvor den rammer ned lige midt i en historisk nedlukning af vores samfund - lige ned i en tid hvor vi ikke ser så meget til hinanden end ellers.
Hvis man ikke er til blomster og/eller chokolade er der også andre veje at gå. Det ved Pia Møller, der er indehaver af Guldsmed Torben E. Møller i Hobro.
Hun oplever at flere og flere vælger at skrue op for mors dags-budgettet og give smykkegaver frem for roser eller andre blomster.
- Det er i høj grad diamater og guld - så det er vi ret godt tilfredse med, forklarer hun.
Har solgt rigtig mange gaver
Hos Pia Møller handler en Mors dags-gave i høj grad om at give noget, der har mening og betydning og derfor giver det god mening at give smykker, som jo ikke sygner hen og visner. Og så kan man jo give mere end bare smykket:
- I går havde jeg den sødeste lille pige herinde som havde lavet en lille tegning, der skulle ligge i gaveæsken, fortæller Pia Møller, som efter eget udsagn "har ligget vandret" op til mors dag.
- Vi har solgt rigtig mange mors dags-gaver i år, fortæller hun inden hun skynder sig at anerkende alle de tanker der ligger bag en gave.
- Det er rigtig dejligt at få en buket blomster, det skal der ikke være tvivl om. Men det her er bare noget, der kan bruges i mange år, slutter guldsmeden.