Gylleudslip i Sindal står ikke alene
Udslippet i dag ved Sindal er ikke enestående. Alene syd for fjorden har kommunerne 10 gange rykket ud for at beskytte små vandløb mod gylleforurening i den sidste månedstid.
Syd for Aalestrup er vejen dæmmet op for at forhindre gyllen fra en mark i at løbe ned i Simested å. Mange landmænd har i øjeblikket meget travlt med at få deres gylle spredt ud på markerne.
- Det er hovedsageligt fordi at gylletankene er fyldt til randen. Der er simpelthen problemer med kapaciteten, siger Jens Bach Andersen, Planteavlskonsulent, Agrinord.
Landmændene må faktisk godt ifølge loven sprede gyllen, så længe de er helt sikre på at den ikke forurener vandløbene.
- Marken skal være helt plan, uden risiko for afløb til vandløb og så skal gyllen være godt tyk, så risikoen for at den løber er minimal, siger Jens Bach Andersen
Hvis uheldet alligevel er ude risikerer landmanden både bøde, træk i EU-støtten og en politianmeldelse. Det er dog vidt forskelligt hvor hårdt kommunernne skrider ind.
- Vi melder ingen. Vi vil dialogens vej og så er det faktisk oftest landmændene selv der redder situationen selv, siger Niels Krebs Hansen (Kons.), Formand, Teknik- og Miljøudvalget, Vesthimmerlands Kommune.
- Hvis ikke landmændene handler ansvarligt, så vil vi ikke tøve med at indgive en politianmeldelse, siger Preben Christensen (Soc.dem.), Formand, Teknik- og Miljøudvalget, Mariagerfjord Kommune.
Det er specielt fiskeæg og insekter der er følsomme overfor små udslip i vandløb, oplyser Miljøekspert Jens Ole Frier fra Aalborg Universitet. Men hvis der kommer et pludseligt tøbrud i de nærmeste dage, så kan hele vandløbssystemer været truet.
- Jeg ved godt tankene er fyldte, men landmændene skal tænke sig godt om inden de bringer noget ud, for selv små udslip kan ødelægge naturen, siger Preben Christensen.