Håber på 10.000 tilskuere til cykelløb

Arrangørerne bag Nordjyllands største cykelløb, gadecykelløbet i Aars, håber på op til 10.000 tilskuere, når løbet skydes i gang torsdag aften.

Det er fjerde år, der køres gadecykelløb i Aars, og tilskuertallet er steget støt. Første år var der ca. 4.000 tilskuere, mens politiet i 2010 og 2011 anslog, at 7.000-8.000 tilskuere overværede løbet.

- Vi har sat alle sejl til for at give tilskuerne som festlig en oplevelse. Reklamekaravanen, der før løbet kaster merchandise og reklamegaver ud til publikum, er på 19 biler - og dermed overgår den reklamekaravanen fra PostDanmark Rundt. Samtidig har vi samlet et rigtigt flot felt siger Orla Kjær-Christensen fra arrangørgruppen.

Hele den danske elite indenfor cykelsporten stiller til start i Aars, blandt andre danmarksmesteren Sebastian Lander, Rasmus Guldhammer og Michael Mørkøv. Feltet på ca. 70 ryttere tæller også flere stærke svenske og tyske ryttere.

Gadecykelløbet, der hedder Sparekassen Himmerland Grand Prix, arrangeres af det nordjyske cykelhold Team Concordia Forsikring Himmerland i samarbejde med Sparekassen Himmerland.

TV2/Nord sender direkte fra cykelløbet i udsendelsen klokken 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland