Hædersdiplomer til Nordjyder
Foto: TV2/Nord
To nordjyske kokke tildeles hæderspriser fra Det Danske Gastronomiske Akademi.
Når Det Danske Gastronomiske Akademi i år uddeler hædersdiplomer, så er der to nordjyder blandt modtagerne.
Mikael Christensen, der er kok og kogebogsforfatter, modtager et hædersdiplom for madudvikling og formidling af kogekunst. Han er blandt andet forfatteren bag en bog om Svinkløv Hotel. På TV2/Nord har Mikael Christensen været fast kok på sommerprogrammet Parasollen og i øjeblikket er han gæstekok på programmet Mad med Miv og Møller.
Kristian Rise, der er kok ved Bryghuset Vendia, får hædersdiplomet for tilberedning af fisk. Han har været med til at vinde konkurrencen om Nordens Bedste Fisk, og har i år været involveret i et projekt om madudvikling på Aalborg Universitet, der handlede om pasta på nordjyske kornsorter og udvikling af fiskebaseret take away.
Hædersdiplomerne er blevet uddelt de seneste 45 år til personer, der har gjort en særlig indsats for dansk gastronomi.
Overrækkelsen finder sted på lørdag den 2. april på Frederiksberg.