Hærværk mod valgplakater

Knap nok er valgplakaterne sat op, før de bliver pillet ned igen.

Der er kun gået halvandet døgns tid, siden ræset med at sætte valgplakater op blev skudt officielt i gang. Overalt i Nordjylland hænger der nu billeder af kandidater til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg. Men ikke alle plakater får lov til at hænge i fred.

Hanne Bøgsted, som stiller op til Regionsrådet for Dansk Folkeparti, fandt søndag ud af, at masser af hendes valgplakater i Sæby var blevet revet ned.

De plakater, der hang på Torvet i Sæby, var ifølge Hanne Bøgsted krøllet sammen og stoppet ind under Socialdemokraternes kampagnehus.

Også plakaterne langs ringvejen og ved rutebilstationen var hevet ned og smidt på jorden.

Også kommunalvalgskandidat for Venstre i Aalborg, Hans Jørgen Dalum, har fået ødelagt flere valgplakater der var sat op i Vodskov. Desuden er et stort banner, der var opsat ved indkørslen til Hammer Bakker, revet ned og smidt på en nærliggende vej.

Det er ulovligt at udøve hærværk mod valgplakater. Det kan både straffes med bøde og fængselsstraf - alt efter hvilken paragraf politiet kan sigte gerningsmændene efter.


Seneste nyt

fra Nordjylland