Hærveje til Nordjylland

Otte nordjyske kommuner undersøger i løbet af efteråret sammen med Region Nordjylland mulighederne for at etablere en eller flere Hærveje i Himmerland og Vendsyssel. Det er et forprojekt, der skal vise muligheder og økonomisk potentiale.

I dag stopper ruten i Viborg, men der er stigende pres fra såvel vandreorganisationer som turisterhverv for at få hullet mellem domkirkebyen og Hirtshals og Frederikshavn lukket med en afmærket rute.

En ny Hærvej skal være med til at skabe omsætning og arbejdspladser, så ruteføringen skal prioriteres i forhold til erhvervsmuligheder og turisme. Forventningen er, at der undervejs i forprojektet dukker nye og spændende ideer op, så der måske ikke kun bliver én ny hovedrute, men også sideruter og lokale afstikkere til spændende oplevelsesrum, der er en omvej værd.

Også i Norge og Sverige arbejdes der med vandre- og pilgrimsruter fra Larvik/Tønsberg og Göteborg.

Kommunerne, der er med i projektet er Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland og Aalborg. Og lige nu er kommunerne i gang med workshops omkring projektet.

Forprojektet er støttet økonomisk af Vækstforum i Region Nordjylland.
Inden jul gør region og kommuner fælles status og beslutter, om der skal søges midler til et egentligt projekt.


Seneste nyt

fra Nordjylland