Halloween i Aalborg Zoo
Stort ståhej i Aalborg Zoo den kommende weekend, hvor der arrangeres halloween med besøg af heks og meget andet.
Uhyggen spredes
I weekenden d. 27.-28. oktober spredes uhyggen i Aalborg Zoo, når heksen Dannie Druehyld brygger heksebryg og laver magiske amuletter sammen med børnene. Der ligger også store bunker græskar klar til udskæring, så her kan de fremmødte børn udfolde deres fantasi ud i at lave uhyggelige hoveder.
Rædselsquiz
"Rædselsquizzen" kan løses rundt i Zoo, og man kan få et indtryk af fortidens opfattelser af dyr. I gamle dage talte man bl.a. om "nysedyret" og om et dyr som "tudede mod lig"!
Åben aften
Om aftenen d. 31. oktober holder Aalborg Zoo åbent om aftenen efter mørkets frembrud kl. 17-20.30.
Børn, som kommer uhyggeligt udklædt, får en lille gave i ZooShoppen.
Heksen fortæller
Man kan nyde en uhygglig lækker buffet i Zoo's bistro (skal forudbestilles), og Dannie Druehyld vil sætte en rigtig Allehelgernes aften-stemning i vejret, når hun i Aalborg Zoo's auditorium fortæller om heksedyr.
Dannie kan rigtig mange historier om forholdet mellem hekse og f.eks. tudser, slanger, ulve og ravne.
Efter de hårrejsende historier i auditoriet går vi mørketur Zoo, og hører hvordan det pusler i krattet.