Hamrén er i Norge
Guldtræneren er begyndt på arbejdet i Rosenborg, selvom der endnu mangler en enkelt kamp for AaB. Han vender dog tilbage torsdag.
Træningen hos de nye danske mestre fra AaB vil i de kommende dage være under ledelse af Allan Kuhn. Erik Hamrén er rejst til Trondheim, hvor han indleder arbejdet med sin kommende klub, Rosenborg.
Rosenborg har ikke lagt skjul på, at man gerne ser Hamrén på plads så hurtigt som overhovedet muligt, mens træneren selv har understreget, at han vil gøre arbejdet helt færdig i Aalborg.
- Jeg er her, for at arbejde frem til torsdag, siger Hamrén til norske Adresseavisen efter at han sent søndag aften landede i Norge.
Han afviser, at der bliver tale om at overtage Rosenborg-jobbet før tid. De næste dage handler om at tage de kommende omgivelser i nærmere øjesyn.
- Han skal først og fremmest møde spillerne, og måske tager han med ud og overværer træningen, forklarer Rosenborgs sportschef Erik Hoftun.
AaB spiller sidste kamp i sæsonen på lørdag mod OB. Fem dage senere tager Rosenborg i mod Viking i den norske liga. Formentligt med Hamrén ved roret.