Håndværkere jages af P-vagter

Håndværkere føler sig så dænget til med parkeringsbøder i Aalborg, at de efterhånden har svært ved at passe deres arbejde, når de har opgaver i midtbyen.

En pestilens

Jagten på de ulovligt parkerede håndværkerbiler er nemlig skærpet i takt med, at der er blevet færre p-pladser i Aalborg de senere år.

- Det er en pestilens, at man hele tiden skal passe på og stå og kigge ned fra tredje sal for at se, om der går nogle parkeringsvagter, mens man lige skal skynde sig at blive færdig med arbejdet, siger Simon Pagh, indehaver af HPS Gulve i Aabybro og Aalborg.

Lennart Sørensen, BHS-Glas i Aalborgs Vestby, må også leve med regnen af p-bøder, mens han passer sit arbejde

- Hvis man vil parkere lovligt, skal jeg gå en halv kilometer nede fra havnen, hvis jeg for eksempel skal montere et stort spejl i Jomfru Ane Gade, siger Lennart Sørensen.

Han har henvendt sig til kommunen i håb om at få nogle nye regler, så håndværkere kan parkere alle steder, hvor de har en opgave.

- Men det kan ikke lade sig gøre, for der er jo netop en grund til at man ikke må holde bestemte steder. Det nytter for eksempel ikke, at en håndværker står og arbejder på tredje sal, mens et udrykningskøretøj skal forbi nede på gaden, siger Martin Fischer, afdelingsleder i Trafik og Veje i Aalborg Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Glarmesteren kalder situationen for et dilemma.

- Jeg kan også godt forstå kommunen, men noget må kunne gøres. Vi ønsker ikke det rene anarki på gaden, men vi begynder at have svært ved at passe vores arbejde, siger Lennart Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland