Har ikke styr på fisketegnet

Masser af lystfiskere svinger fiskestangen her i påskedagene. Men det er ikke alle, der har styr på reglerne og papirerne.

På havnen i Nørresundby udnytter mange det gode påskevejr til at fange sild i. For at være lystfisker, skal man ifølge reglerne, have et gyldigt lystfiskertegn, hvis man er mellem 18 og 65 år.

En stikprøve TV2/Nord har lavet, viser, at flere ikke har et gyldigt fisketegn.

- Nej, det har jeg faktisk ikke, men jeg troede ikke man skulle have tilladelse til at fiske, siger en turist fra Tyskland, Stiliyan Stoyanov, imens han fisker.

Han er ikke den eneste, der ingen fisketegn har. To unge kvinder fra Aalborg erkender også, at de ikke har et gyldigt fisketegn.

- Nej, hehe, Det har vi haft, men det er ikke lige opdateret. Vi ved godt, at man skal have det, siger de til TV2/Nord.

Det er Fiskeriinspektoratet i Frederikshavn, der kontrollerer lystfiskeriet i Nordjylland.

- For det meste, når vi laver kontroller, så har folk faktisk betalt deres fisketegn. Men det hænder da engang imellem at vi render over nogen, der ikke har, siger afdelingsleder Kasper Schou fra Fiskeriinspektoratet.

Følg linket og læs mere om reglerne for lystfiskeri.

http://naturerhverv.dk/fiskeri/lyst-og-fritidsfiskeri/

Et år med lystfisketegn koster 185 kroner, imens et fritidsfiskertegn koster 300 kroner årligt. Det kan købes på www.fisketegn.dk

Bliver man taget uden et gyldigt fiskerinummer, så skal man betale en afgift på fire gange værdien af et årskort.

Op mod 13.000 nordjyder køber hvert år det statslige lystfiskertegn, og cirka 4.500 køber fritidsfiskertegn.

Pengene som staten får ind for fisketegn bliver brugt til at fremme og bevare fiskebestanden i Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland