Har trænet intensivt i månedsvis - i dag sker det
Foto: Trygfonden
Fredag kan man atter finde livredderne på de nordjyske strande.
Sommeren har for alvor ramt de danske kyster.
Det har fået nordjyder i massevis til at strømme til de danske strande. Her har det dog været uden opsyn fra livreddere - indtil nu.
I dag tager TrygFondens kystlivreddere hul på endnu en sæson på Sønderstrand i Skagen, Tornby Strand, Løkken Strand, Blokhus Strand og Palmestranden.
Her vil de holde et vågent øje med badegæsterne hver dag i tidsrummet fra klokken 10-18 frem til den 21. august.
Klar til at gribe ind
Og netop i år er de bedre rustet end nogensinde før.
- I løbet af foråret har livredderne trænet intensivt for at blive klar til badesæsonen, og nu er det endelig tid til at komme ud på strandene. Hvis der opstår farlige situationer i vandet, er livredderne klar til at træde til med hjælp. Men det forebyggende arbejde er også en stor del af livredderjobbet. Derfor er livredderne opmærksomme og klar til at gribe ind, hvis der er situationer, som potentielt kan udvikle sig og bringe personer i fare, fortæller René Højer, projektchef i TrygFonden.
Livredderne skal i aktion, hvis personer får problemer i vandet, men både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi tårnet, hvor livredderne gerne fortæller om badesikkerhed og om de særlige forhold på stranden.
De 5 baderåd
1. Lær at svømme
2. Gå aldrig alene i vandet
3. Læs vinden og vandet
4. Lær stranden at kende
5. Slip ikke børnene af syne
Kilde: TrygFonden
Hjælp til børnene
Der vil især være et fokus på netop at hjælpe børnene i denne badesæson. De små strandgæster kan med fordel tage far eller mor i hånden og gå en tur hen til et livreddertårn.
- Vi ved fra undersøgelser, at hver tredje 7-14-årige nogle gange føler sig usikker, når han eller hun skal svømme, og blandt dem i aldersgruppen, som ikke kan svømme, vil 91 pct. gerne lære det. Så der er stor interesse blandt børn for at lære at svømme og blive mere sikre i vandet. Som forældre kan vi hjælpe børnene ved at gå i vandet med dem og motivere dem gennem leg og øvelser. Ved vores livreddertårne er der forslag til vandøvelser, og livredderne er naturligvis også klar til at vejlede i, hvilke øvelser der passer til de forskellige aldersgrupper, siger René Højer.
Afslutningsvist opfordrer TrygFonden til, at man altid vælger en strand med livredder, når man skal en tur i bølgen.