Hashkager indtaget til fodboldstævne i Nørager - fem forgiftet

Lørdag klokken 18:30 blev der sendt en ambulance til Sortebakkehallerne i Nørager. En person var blevet dårlig efter indtagelse af en kage med formentlig hash eller andre euforiserende stoffer.

En gruppe unge mænd på ialt 10 stykker i alderen 25-35 år var i Sortebakkehallerne i Nørager i anledning af fodboldstævnet Bambi-Cup. De 10 mænd var samlet i et omklædningsrum, og her indtog de fleste nogle kager en af deltagerne havde medbragt. Det viste sig senere, at der var euforiserende stoffer i kagerne.

Først blev en person dårlig, og senere blev i alt syv dårlige, og der blev sendt 5 ambulancer til stedet. De forgiftede personer blev alle bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor de på nuværende tidspunkt er under behandling på skadestuen.

En 29-årig person fra Aalborg er anholdt i sagen, og han erkender at det er ham, som har bagt kagerne som indeholdt euforiserende stoffer herunder pot/hash.

Politiet er lige nu ved at afhøre de forgiftede personer på skadestuen.

- Vi tager selvfølgelig stor afstand fra det, der er sket. Det er en uheldig episode, siger arrangør for Bambi-Cup, Flemming Andersen til TV2/Nord, og fortsætter:

- Et hold har spist nogle hashkager i omklædningsrummet. Personen bag er selvfølgelig ked af det, siger Flemming Andersen.

Den 29-årig anholdte person blev ved ransagningen på sin bopæl fundet i besiddelse af cirka 300 gram tørret pot. Derudover blev der hos den anholdte fundet et lovligt jagtgevær med ammunition, som blev opbevaret ulovligt.

Han sigtes for overtrædelse af lovgivning af euforiserende stoffer samt for overtrædelse af våbenloven vedrørende jagtgeværet. Derudover sigtes han for overtrædelse af straffelovens § 252 ved at have hensat andre personer i en hjælpeløs tilstand.

Den videre efterforskning i sagen behandles af lokalpolitiet i Himmerland.


Seneste nyt

fra Nordjylland