Hashklub i Nørresundby er lukket
Foto: Ivan Hansen
Hashklubben i Nørresundby, som politiet har udstedt forbud mod, er nu lukket.
Beboeren, som brugte sin lejlighed i Nørresundby som hashklub, er blevet smidt ud af lejemålet.
Det fortæller ejeren af ejendommen, Peter Rasmussen, til TV2/Nord. Han blev først bekendt med, at hans lejer solgte hash fra lejligheden, da politiet kontaktede ham.
- Han bor her ikke længere, og nu sætter vi en plade på døren for at signalere til personer, der måtte komme her, at der er lukket, siger Peter Rasmussen.
Han er usikker på, hvor længe der har været handlet med hash fra lejligheden.
- Men det er da dybt beklageligt, særligt overfor de andre beboere. Og det har også betydet, at jeg har haft svært ved at leje de andre lejligheder ud, siger Peter Rasmussen.
Ifølge politiet har hashhandelen stået på i knap halvandet år, og der har været omkring 40 politisager på adressen. Hvis hashhandelen fortsætter fra en ny adresse, vil politiet straks kunne udstede et nyt forbud.