Helårsdæk duer ikke

Nordjyske buschauffører frygter for passagerernes og deres egen sikkerhed, når busselskaberne ikke vil køre med vinterdæk. De vil have en lov om vinterdæk.

Busser og lastbiler er det seneste døgn havareret på stribe i vintervejret og har fået afspærret nordjyske hovedveje og motorveje i timevis.

-Det kan ikke være meningen, at passagerer skal ende i grøften og ligge der halvt fordærvet, siger Søren Christensen, buschauffør fra Aalborg.

Han har ligesom makkeren, Ernst Madsen, kørt bus i flere årtier - og de kan begge klart mærke forskellen på helårsdæk og vinterdæk, når vintervejret sætter ind.

-Hver eneste vinter har vi klaget til trafikledelsen og sikkerhedsrepræsentanten over de ustabile helårsdæk, men de seneste seks år ar vi blevet fejet af med en rapport, siger Ernst Madsen.

Både FDM og den tyske bilistorganisation ADAC har igen i år dømt helårsdækkene for dårlige til vintervejr. Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn vil have en lov om obligatoriske vinterdæk på busserne. Og Trafikstyrelsen ER også ved at forberede sig

- Om en uge kan vi sende en rapport til transportministeren. Her har vi foretaget beregninger for og imod vinterdæk, men samfundsøkonomisk kommer det selvfølgelig til at koste noget, hvis der bliver en lov om vinterdæk, siger Leif Lorenzen, kontorchef i Trafikstyrelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland