Henrik Carlsen stopper i Aalborg DH
Aalborg DH skal have ny sportschef. Efter syv år har Henrik Carlsen valgt at takke af.
Henrik Carlsen har haft mange kasketter i Aalborg DH. Han var en af initiativtagerne til klubben, han var bestyrelsesmedlem, formand for ungdomsafdelingen, assistenttræner, og senest var han sportschef. Men nu har han valgt at sige stop.
- Det har været en svær beslutning at træffe, men et godt tidspunkt, hvor det organisatoriske er faldet på plads, og hvor det rent sportsligt går helt forrygende. Det har været syv spændende og meget alsidige år, men særligt de sidste halvanden års store sportslige udfordringer har været hårde og krævet en stor arbejdsindsats, og er blevet svært at forene med mit job som skoleleder i Randers, siger Henrik Carlsen.
- Jeg glæder mig over, at den sportslige krise er vendt, og kan med tilfredshed give stafetten videre til den nye ejer og ledelse.
Henrik Carlsen slipper dog ikke håndbolden og Aalborg DH helt. Den nye ejer i Aalborg DH, Jan Hansen, glæder sig til at se Henrik Carlsen i Gigantium igen.
- Henrik har været en god Sportschef, samt en rigtig god kollega, som vi alle håber at se i Gigantium når det atter går løs. Om så han kan holde nerverne i ro under kampen som tilskuer vil tiden vise. Han har jo altid været meget engageret og energisk i sit virke for klubben, siger Jan Hansen.