Herning tog tredje stik på isen
Herning var lige ved at sætte en sikker føring over styr mod AaB i den tredje DM-semifinale i ishockey, der dog endte med midtjysk 4-2-sejr.
AaB Ishockey var søndag eftermiddag tæt på at gentage kunststykket fra fredag, hvor holdet vendte 2-3 til en 4-3 sejr over Herning i forlænget spilletid. Men denne gang holdt herningenserne stand og sikrede sig en 4-2 sejr i den tredje DM-finale af syv mulige mellem de to hold.
Herning var foran med komfortable 3-0 efter første periode, men aalborgenserne åd sig stille og roligt ind i kampen igen. Og trods en række udvisninger til gæsterne i starten af tredje periode lykkedes det for Igor Bondarevs at reducere til 2-3 godt 10 minutter før tid.
Men i modsætning til den forrige kamp lykkedes det altså ikke AaB at fremtvinge forlænget spilletid. I stedet scorede Hernings Christoffer Kjærgaard til 4-2 i tomt mål kort før tid.
Dermed er grundspilsvinderne Herning i front med 2-1 i kampe inden tirsdagens fjerde finalekamp.
/ritzau/