Historierne om Dansk Andels Cementfabrik bliver vækket til live i ny bog
En ny bog om Dansk Andels Cementfabrik i Nørresundby blev præsenteret ved en reception tirsdag.
Tirsdag blev en ny bog udgivet med medarbejderhistorier fra Dansk Andels Cementfabrik i Nørresundby. Til en reception med besøg fra Aalborgs borgmester kunne den nye bog DAC Genopstår offentliggøres.
I spidsen for projektet står Hans Jørn Nielsen, der er formand for arbejdsgruppen DAC Genopstår.
- Det er pragtfuldt og overvældende med så mange mennesker, der er kommet, der har mere eller mindre tilknytning til fabrikken, fortæller Hans Jørn Nielsen.
Bogen har været et år undervejs og er skrevet af flere forskellige forfattere, blandt andet tre brødre, der selv har arbejdet som 4. generation på den gamle fabrik i Lindholm.
- Det viste sig relativt hurtigt, at vi ikke kunne skrive medarbejdernes historie uden at skulle have en del af fabrikkens historie med. Så det er blevet en todelt bog.
Bogen vil blive solgt i udvalgte boghandlere. Om arbejdsgruppen kommer med flere projekter om DAC, vil formanden dog ikke afsløre.
- Hvis du spørger min kone, siger hun i hvert fald nej. Men vi har aftalt i gruppen, at vi i november vil holde et evauleringsmøde for at se, hvor vi er henne af, og så må vi se, slutter Hans Jørn Nielsen.