Historisk nedgang i antallet af trafikdræbte i 2020
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
163 personer mistede livet i trafikken i Danmark sidste år, og 17 af dem blev dræbt i Nordjylland. Så lavt har tallet ikke været siden før 1930’erne.
Der er sket meget, siden coronavirus kom til Danmark sidste år, og det er nok de færreste, der har så meget positivt at sige i den forbindelse.
Men nye tal fra vejdirektoratet viser, at markant færre mistede livet i trafikken i coronaåret, og det må da siges at være positivt.
Da samfundet lukkede ned i foråret sidste år, faldt antallet af dræbte og tilskadekomne i samme periode med 23 procent i forhold til gennemsnittet målt fra samme periode fra årene 2015-2019.
Fald i pendlertrafik
Det er med stor sandsynlighed nedlukningen af samfundet, der er den primære årsag til det store fald i antallet af trafikdræbte. Mange ulykker sker i morgen- og eftermiddagstimerne, og de ulykker tilskrives pendlertrafikken, men også der var faldet særligt stort.
- 2020 har givet os et unikt indblik i, hvad der sker, hvis vi skærer markant ned på behovet og muligheden for at transportere os. Nu genåbner samfundet, og jeg håber, at vi kan tage noget af det, vi har lært under pandemien med, så vi også næste år kan holde ulykkestallene nede, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelse.
Om ulykkerne i Region Nordjylland
- Der var 1.150 trafikulykker i Nordjylland i 2020
- 428 personer kom til skade i forbindelse med ulykkerne
- 17 personer mistede livet
Unge er fortsat overrepræsenterede blandt trafikdræbte
Det er typisk, når unge er mellem 15-24 år, at de begynder at færdes som førere af motorkøretøjer. Netop denne aldersgruppe er overrepræsenteret blandt dræbte i trafikken, og det er formentlig fordi, de endnu ikke har opnået en stor rutine i at færdes i trafikken, skriver Vejdirektoratet i rapporten.
I Nordjylland var det de unge bilister mellem 18-34 år, der var mest udsatte i trafikken i 2020.