Historisk: Svinepriser på himmelflugt
Ikke siden slutningen af det forrige årtusinde har de nordjyske svineproducenter fået så mange penge for deres grise, når dyrene bliver sendt på slagteriet.
Ikke siden 1997 har den såkaldte svinenotering været så god for producenterne, som den er lige nu. Samme tid sidste år, fik landmændene kun 8,30 kroner per kilo svinekød. Nu er prisen steget til 13,60 kroner.
Et udbrud af svinepest i Kina og andre lande i Asien har betydet, at efterspørgslen på dansk grisekød er eksploderet. Det har sendt priserne på himmelflugt, og det kommer belejligt for svineproducenterne, der i 2018 var hårdt ramt af et stort prisfald og stigende foderpriser.
En af dem, der er godt tilfreds med at være svineproducent lige for tiden, er Mogens Højholt Hansen fra Jerslev. Men samtidig har han også været i branchen i så mange år, at han ved det hurtigt kan gå den anden vej.
- Jeg har kun nået at tage armene op til brystet. Tager jeg dem helt op over hovedet, kan de bare risikere at ryge hurtigt ned igen, men det er da fantastisk at prisniveauet er, hvor det er nu, siger Mogens Højholt Hansen.
Svinepest i Asien er lig med mere eksport for danskerne
For et år siden var situationen en helt anden. Nordjyske svineproducenter var i krise, og prisen, de fik for grisene, var helt i bund.
Ikke nok med at prisen som landmændene fik for deres grise i 2018 var den laveste i årevis, så var også foderpriserne skyhøje afledt af tørken, så Mogens Højholt Hansen ved godt, hvad han skal bruge de gode penge fra slagteriet til.
- Sidste år tænkte jeg, at det her kunne ikke blive ved med at gå. Vi måtte spænde livremmen ind. Men nu kan vi begynde at afdrage på kassekreditten, siger han.
Da svinepesten har spredt sig som steppebrand i Asien, hvor det anslås at op mod 200 millioner svin ventes at dø af sygdommen i år, forudser organisationen Landbrug og Fødevarer, at den danske eksport af svinekød i 2019 vil blive den største nogensinde.