Historiske huse giver unikke oplevelser: - For få ved, hvilket skatkammer Danmark er
Foto: Pressefoto - The Danish Club
Et nyt digitalt forum skal vise vej til unikke oplevelser i historiske huse i hele Danmark.
Vandmøller, slotte, klostre og herregårde. Danmark har massere af historie at byde på, og nu vil et nyt site hjælpe dig med at finde vej til de unikke oplevelser. Det er foreningen historiske huse, der har skabt The Danish Club, der skal fungere som et skattekort for historiske oplevelser.
- Alt for få ved, hvilket skatkammer af historiske oplevelser Danmark er. Og derfor har vi skabt The Danish Club. Her har vi for første gang samlet de historiske huse i Danmark på en fælles portal, hvor alle kan finde særlige oplevelser lige om hjørnet, siger præsident i historiske huse, Birthe Luel.
Alt for få ved, hvilket skatkammer af historiske oplevelser Danmark er. Og derfor har vi skabt The Danish Club.
- Præsident i historiske huse, Birthe Luel.
Det er de historiske huse, der danner ramme om oplevelserne, og det er ikke helt billigt at eje et historisk hus, der skal vedligeholdes. Så udover en unik oplevelse er gæsterne også med til at skabe en ekstra indtægtskilde for ejerne af de historiske huse. Projektet er blevet til virkelighed med støtte fra Realdania.
- Steder med en særlig historie i form af unikke bygninger og kulturmiljøer har en betydning for både identitet, stolthed og udvikling i et område. I Realdania har vi gennem en årrække arbejdet med at sætte fokus på og understøtte lokale potentialer, f.eks. historisk og kulturelt vigtige bygninger. Med websitet bliver det nu meget lettere for os alle sammen at finde de mange perler rundt omkring i landet, som kan give os oplevelser i helt særlige rammer, siger projektleder og arkitekt Eske Møller.
Der er 12 nordjyske huse med i projektet heriblandt Voergård slot i Dronninglund og Godthåb Hammerværk i Svenstrup.
Hvad kendetegner et historisk hus:
- Historiske huse er fællesbetegnelsen for huse som enten er fredede eller bevaringsværdige.
- Der findes ca. 9.000 fredede huse og 350.000 bevaringsværdige huse i Danmark af vidt forskellige typer, lige fra husmandsteder og fyrtårne til vandmøller, herregårde, bindingsværksgårde, svømmehaller og stationsbygninger over hele Danmark.
- Ca. 2.500 historiske huse har aktuelt forskellige tilbud til offentligheden.