Hjørring Bibliotek på internationalt tv
Det bare fire måneder gamle bibliotek i Hjørring får nu internationalt stjerne-status, når der bliver sat fokus på bibliotekets indretning i et design-program produceret af tv-selskab Threesixzero (360) fra Singapore.
Tv-selskabet er netop nu i gang med optagelserne, der primært handler om det helt særlige design, biblioteket midt i Hjørrings nye indkøbscenter Metropol har.
Det er designerne og indretningsarkitekterne Rune Fjord og Rosan Bosch, som har stået for Hjørring Bibliotek, der blandt andet i kraft af meget åbne linjer, en fysisk rød linje gennem hele rummet og en unik sammensætning af bøger, viden og leg har skabt et oplevelsescenter ud over det sædvanlige.
Den massive opmærksomhed biblioteket allerede nu har fået, kommer bag på chef for Hjørring Bibliotek, Carsten Winther.
- Det er overvældende og viser, at vi har ramt rigtigt. Vi er naturligvis stolte af, at folk fra hele verden er interesserede i vores indretning og måde at tænke bibliotek på, siger Carsten Winther.
Tv stationen fra Singapore producerer design-programmer fra hele verden, primært fra verdens storbyer. Hver udsendelse tager udgangspunkt i et bogstav - bogstavet L skal fortælle om library - altså bibliotek- og af samtlige biblioteker fra hele verden faldt valget på Hjørring.
Udsendelsen om Hjørring Bibliotek ventes at blive sendt i december og kan ses i hele Asien og Australien.