Hjørring Kommune lukker otte skoler
Sidst på eftermiddagen fredag blev der endelig indgået forlig om en ny skolestruktur i kommunen.
Socialdemokraterne, SF, Konservative og Lokallisten er med i forliget, mens Venstre og Dansk Folkeparti har valgt at stå udenfor.
I en pressemeddelelse fortæller forligspartierne om principperne bag:
- Økonomisk robusthed og råderum
- Høj faglighed - herunder sikring af det vejledende timetal
- Styrket fase 3 (7. til 9. klasse)
- Styrket inklusion
- Undervisning i lokalmiljøet
Aftalen udmønter samtidig en væsentlig del af den samlede budgetaftale for Hjørring Kommune.
Aftalen adskiller sig bladnt andet fra Venstre og Dansk Folkepartis forslag ved at man bevarer og på sigt udbygger juniorklubber i Hjørring Kommune. Dette ser parterne som et væsentligt tilbud til imødegåelse af de stigende udgifter til vanskeligt stillede børn og unge.
Forslaget indebærer, at der fra 1. august 2011 er følgende undervisningssteder i Hjørring Kommune:
Hirtshals, Tornby, Horne, Sindal, Bindslev, Lendum, Mosbjerg, Tårs, Vrejlev-Hæstrup, Vrå, Hundelev, Løkken, Højene, Bjergby, Lundergård, Holmegaard, Muldbjerg, Bagterp og Hjørring Ny 10.
Samt fase 3 (7. til 9. klasse) et sted pr. distrikt på følgende undervisningssteder:
Hirtshals, Sindal, Tårs, Vrå, Højene, Lundergård, Holmegaard, Muldbjerg og Bagterp.
Ydermere vil forligsparterne udmynte den aftalte pulje i budget 2011 og 2012 på 3 millioner kroner til udvikling af de områder, hvor der ikke fremover er undervisningssteder.
Skolerne i Rakkerby, Lørslev, Vrensted, Hørmested, Astrup, Skallerup, Tversted skal lukkes sammen med Ulkjærskolen i Hirtshals.