Hjørring Kommune har givet ejeren af det nedstyrtede sommerhus en frist til på mandag til at få det fjernet fra stranden.
Sommerhuset, som under stormen i starten af december, styrtede ned fra klitten og landede på Nørlev Strand, skal fjernes.
Hjørring Kommune har haft store problemer med at komme i kontakt med ejeren. Det skyldes blandt andet, at der har været tvivl om, hvem der reelt har ansvaret for sommerhuset.
Tvivlen skyldes, at sommerhuset blev solgt i august, men at der manglede en teknikalitet i handelen. Dermed er den tidligere ejer stadig den juridiske ejer og dermed den, der står til ansvar for sommerhuset. I hvert fald ifølge Hjørring Kommune.
- Vi har startet kommunikationen med ejeren i dag, og han har erkendt, at han har modtaget vores påbud med frist, som udløber mandag, siger Torben Frandsen, som er teamleder i Hjørring Kommune.
Han fortæller dog, at husets ejer venter på en afgørelse fra stormrådet, som skulle være på trapperne. Og det kan derfor komme på tale med en kort fristforlængelse.