Hjørring sender 10 millioner retur

Hjørring Kommune sender sandsynligvis 10 millioner kroner retur til Socialministeriet.

Kommunen fik for nylig pengene til et projekt, der skal hjælpe hjerneskadede til en bedre hverdag, men nu råder embedsmændene politikerne til at sende pengene retur. Det skriver P4 Nordjylland.

Siden kommunen søgte pengene, har forudsætningerne for projektet ændret sig. Blandt andet er det blevet sværere at få de hjerneskadede i fleksjob eller i anden støttet beskæftigelse. Derudover skal kommunen selv betale for projektet når støttekronerne fra staten slipper op.

Arbejdsmarkedsudvalget drøfter sagen på sit møde mandag.  


Seneste nyt

fra Nordjylland