Hjørring vil hjælpe hurtigere
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hjørring Kommune sætter ekstra kræfter ind på at hjælpe børn og familier så tidligt som muligt og ansætter nu tre rådgivere til området.
Hjørring Kommune vil hjælpe børn og familier så tidligt som overhovedet muligt og inden problemer og udfordringer vokser og udvikler sig. Derfor har kommunen netop godkendt en indsatsstrategi, hvor der blandt andet ansættes to familierådgivere og en netværksrådgiver.
Fra at børne- og familieafdelingen modtager en underretning til den lovpligtige børneundersøgelse er færdig kan der gå op til fire måneder. Imens kan problemer for både for børn og familie udvikle sig og blive større.
- I den periode vil vi gerne støtte og rådgive forældrene og hjælpe børnene. Og måske kan den indsats betyde at familiens udfordringer ikke vokser, og der kan endda være en god chance for, at vi kan yde en hjælp, der kan betyde, at vi kan undgå de mere alvorlige foranstaltninger som for eksempel at anbringe børn væk fra hjemmet, siger børne- og familiechef, Anette Stevn Jensen.
Samtidig forstærker børne- og familieafdelingen arbejdet med at anbringe børn i det eksisterende netværk omkring familien fremfor på en døgninstitution eller hos en plejefamilie. Og det arbejde skal også foregå i samarbejde forældrene.
- Alle tre ansættelser har det overordnede formål, at fokusere og forstærke samarbejdet med forældre for det i sidste ende kan komme det enkelte barn til gode, siger børne- og familiechef Anette Stevn Jensen fra Hjørring Kommune.