Hjørrings udskældte gågade bliver nu ændret.
Politikerne har mandag aften lyttet til kritikken fra handlen og åbner for biler i dele af gågaden.
Søndergade skal ikke længere være lukket land for bilister, de skal fremover kunne køre igennem og ned ad Jernbanegade, ligesom før gågaden i foråret blev indviet. Desuden bliver der her lavet parkeringspladser for både privatbilister, taxa og busser.
Også i den anden ende af gågaden, i Østergade, bliver der ændringer. Et flertal i Hjørrings teknik og vejudvalg har besluttet at rykke gågadeskiltet nogle få meter, frem til Langelandsgade, så gågaden bliver en anelse kortere.
Og endelig op mod midten af gågaden ved Brinck Seidelinsgade bliver der nu lavet bedre parkeringsforhold for bilister. Her er planen at lave en kombination af parkering og vendeplads.
Kritikken fra flere forretningsdrivende i Hjørring er gået på, at de har mistet markant omsætning på grund af den lange gågade, nu har politikerne lyttet og gør nu gågaden kortere.
-Vi har lyttet og gør nu det her, som vi mener vil være til gavn for byen, borgerne og handlen. Det er ikke et nederlag for nogen, det er til gavn for hele byen, siger Ole Ørnbøl (Soc.Dem.) og formand for Hjørrings Kommunes teknik- og vejudvalg.
Også formanden for Hjørring Handelsstandsforening er tilfreds.
- Det er det, vi har påpeget over for politikerne, og det, tror vi på, er en god løsning. Nu trænger vi til ro omkring gågaden, og vi trænger til at komme i gang med positivt at se på, hvad og hvordan vi kan bruge gågaden i handelslivet, siger Per Boe Larsen, formand for Hjørring Handelsstandsforening.
Ændringerne i gågaden træder i kraft hurtigst muligt.