HK: Studenter, tjek jeres løn
Foto: Picasa
Mange nordjyske studenter står lige nu overfor en læreplads eller et sabbatår, hvor der skal tjenes nogle penge. Men selvom glæden over at have en nyunderskrevet kontrakt i hus kan være stor, bør man være opmærksom på, hvilke rettigheder man har som student. Der kan nemlig være penge at hente.
De sidste eksaminer er for længst overstået for tusindvis af nordjyske studenter, huerne er lagt på hylden, og nu står flere af de nyudklækkede studenter overfor en læreplads eller et - eller flere - sabbattår.
Men selvom glæden over en nyunderskrevet kontrakt er stor, skal man være meget opmærksom på, hvilke rettigheder, man har som student. Derfor opfordrer HK Nordjylland de nordjyske studenter til at tjekke deres overenskomst.
- Det kan være værd at være opmærksom på, hvilken løn man har krav på. Det kan være man faktisk har ret til et ekstra tillæg, siger Kate Ziegler, formand for HK Handel Nordjylland.
Har man først studenterhuen i hus og går i lære som for eksempel salgsassistent eller kontorassistent i det private, har du nemlig krav på en højere elevløn.
Faktisk har du som elev i butik krav på hele 805 kroner ekstra om måneneden, hvis du har en studentereksamen. Har du derimod en læreplads indenfor kontor eller lager, bør din lønseddel indeholde 815 kroner ekstra end den 'normale' elevløn.
- Vi oplever nogle gange, at der ikke bliver givet tillæg, selvom der burde. Det kan skyldes flere ting. For eksempel at arbejdsgiveren ikke får det formidlet videre til lønkontoret af den ene eller anden grund. Det kan også være, at studenten simpelthen ikke får det sagt til arbejdsgiveren, fordi han eller hun ikke er klar over, at det har relevans, fortæller Kate Ziegler.