Hobro er Superligaens tredje mest sete hold
Foto: Mike Bunde
Kun seertallene hos Brøndby og FC Københavns kampe overgår Hobros efter de første 11 kampe i Superligaen.
Hobro er et hit hos Superligaens sofaseere. De nordjyske oprykkere er det tredje mest sete hold af alle i ligaen - kun overgået af Brøndby IF og FC København. Det viser en undersøgelse fra TNS Gallup TV-meter.
Over de første 11 kampe af årets Superliga har Hobro i alt haft 1.329.500 seere til deres kampe. Det er knap 150.000 mere end AaB, og Hobro er samtidig kun 58.000 fra FC Københavns samlede antal seere.
Hobro kan også prale af at have deltaget i din tredje mest sete kamp i årets Superliga-sæson. 215.000 så nemlig med den 3. august, hvor Hobro slog Brøndby med 2-0.
- De imponerende seertal åbner nye døre for klubben, idet vi nu har dokumentation for, at vi eksponeringsmæssigt er i stand til at levere et særdeles attraktivt produkt til sponsorer og andre samarbejdspartnere, siger Kim Brink, der er ansvarlig for de kommercielle aktiviteter i Hobro IK, i en pressemeddelelse.
Superligaens klare seertopscorer er Brøndby. Vestegnsklubbet har i alt haft over to millioner seere til deres første 11 kampe.