Hobro og Vendsyssel drømmer om oprykning til Superligaen
Foto: Henning Bagger, Scanpix
De to nordjyske mandskaber ligger lige nu henholdsvis nummer ét og to i den næstbedste række.
Det går lige nu ikke som planlagt for Nordjyllands eneste hold i Alka Superligaen, AaB, der efter en solid sæsonstart er gået helt i stå.
Men hvis man vil se nordjysk succes, skal man bare skue en række ned.
Hobro IK fører 1. division med 28 point efter 16 kampe - tæt forfulgt af Vendsyssel FF, der har hentet 27 point.
Der er i år kun én direkte oprykker fra 1. division til Superligaen, og begge hold bejler i den grad til den gyldne plads.
Hobro har som det eneste mandskab i rækken en officiel målsætning om at rykke op i Superligaen.
- Det er det, vi kæmper og træner for hver eneste dag. Selvfølgelig har vi en tro på det, men jeg er udmærket klar over, hvor svært det bliver, og hvor lang sæsonen er, siger Hobro-anfører Mads Justesen.
Det har de seneste to sæsoner været lige ved og næsten for Vendsyssel FF i forhold til en oprykning til Superligaen.
Klubben har i flere perioder ligget til at snuppe en plads til den bedste række, men når det er begyndt at spidse til, er der hver gang gået gummiben i Hjørring-holdet.
Sportschef Jacob Krüger håber dog på, at Vendsyssel FF i år holder momentum hele sæsonen igennem.
- Det kan være, at presset har været for stort. Vi har været tæt på begge år, og det har måske fyldt for meget. Nu håber jeg, det kan fylde mindre i år, siger Jacob Krüger.
Både Hobro IK og Vendsyssel FF mangler at spille tre kampe i 1. division, før de kan gå på vinterferie.
I Sport med Rytter var muligheden for tre nordjyske Superliga-hold i fokus. Se hele indslaget herunder.