Hobro-profiler håber på kontrakt-forlængelser
Foto: Hobro IK
Hobro har indledt dialog med både Martin Thomsen og Mads Justesen om kontraktforlængelser.
Hobro har taget fusen på alle i denne sæson. De fleste regnede med, at Hobro ville ende som den ene af de to nedrykkere i denne sæson, men sådan ender det næppe. Hobro er placeret solidt i midten af Alka Superligaen med 16 point ned til nedrykningsstregen.
En af de vigtigste grundsten på Hobro-holdet i denne sæson har været anfører Mads Justesen, og hans kontrakt udløber til sommer, når sæsonen slutter.
- Jeg er så småt begyndt at snakke med Hobro om, hvad der skal ske i fremtiden. Vi taler om en ny aftale, men der er mange løse ender, som vi skal have talt om, men jeg ved i hvert fald, at jeg skal forsætte med at spille fodbold, siger Hobro-anføreren.
Mads Justesen havde ikke prøvet at spille i Superligaen, før Hobro rykkede op, og han håber at få endnu flere sæsoner i landets bedste række.
- Jeg skal helt sikkert spille videre. Man kan simpelthen ikke sige nej til at spille fodbold på det her niveau, når man først har prøvet det. Jeg er vild med atmosfæren og intensiteten, men nu må vi se, om vi kan blive enige, siger Mads Justesen.
Også holdets midtbaneprofil Martin Thomsens kontrakt udløber til sommer, og han håber heller ikke, at hans tid i Hobro slutter der.
- Jeg føler selv, at jeg har tre eller fire gode år tilbage i mig endnu. Jeg kan sagtens se mig selv blive i Hobro, og det er helt klart min førsteprioritet, og vi er begyndt at snakke om en ny aftale.
- Jeg forsøger at koncentrere mig om at spille fodbold, fordi det er der, jeg kan gøre en forskel og forsøge at gøre mig fortjent til en ny aftale, siger Martin Thomsen.
Hobros træner, Jonas Dal, håber, at klubben bliver enig med de to spillere om en kontraktforlængelse, som der altså også er indledt en dialog om.
- Jeg bruger dem hver gang, så det ville være mærkeligt, hvis ikke jeg ville forlænge med dem. Jeg håber, det lykkedes, og så vidt jeg ved, så er de meget glade for at være i Hobro, siger Jonas Dal.