Hobro sætter nu ord og billeder på stadion-planer
Foto: Hobro IK
DS Arena i Hobro har i forårssæsonen fungeret som Superliga-stadion på dispensation, men onsdag aften satte klubben ord og tal på stadion-drømmene.
Som Superligaoprykker har Hobro fået dispensation i forhold til flere ting vedrørende klubbens stadion, DS Arena. DBU's krav til et Superliga-stadion er 3000 siddepladser og en samlet kapacitet på 10.000 tilskuere. Lige nu har klubben 400 siddepladser foruden de mobile tribuner og omkring 7.000 med de lejede tribuner.
Inden sæsonen havde ingen forventet, at det allerede ny renoverede stadion skulle blive et problem, men den store sportslige succes har tvunget Hobro til at overveje deres muligheder. DBU's dispensation udløber efter denne sæson, og derfor havde den nordjyske klub onsdag aften indkaldt til et sponsorarrangement, hvor tankerne om stadion udvidelser blev luftet.
- Vi havde inviteret sponsorer og kommunen ud for at sige tak for sæsonen, og her løftede vi så sløret for vores planer. Torsdag morgen havde jeg så møde på kommunen, hvor vi diskuterede økonomien, for det er finansieringen, der er det helt store spørgsmål. Vi har en god dialog, og vi snakker sammen, men der er ikke noget nyt med hensyn til økonomien, siger Steen Juelsgaard, der er bestyrelsesformand i Hobro.
- Der er ingen tvivl om, hvilke krav DBU har, men vi kan jo hverken tvinge eller forlange, at kommunen og vores sponsorer vil komme med så mange penge. Det er rigtig mange penge, men vil skal jo finde en løsning, siger Steen Juelsgaard.
Planen er, at det fremtidige stadion skal have en kapacitet på 10.700 tilskuere, og at projektet skal stå færdig til oktober 2015. På mødet blev det også pointeret, at planerne ikke afhang af, om klubben stadig spiller i Superligaen til den tid.
- Vi skal allerede i februar indsende en ansøgning om Superliga-licens til den kommende sæson, og der er det min overbevisning, at DBU forventer, at de kan være sikre på, at det her projekt er på vej, siger Steen Juelsgaard.
Hobro arbejder lige nu på to bygningsmodeller, hvor den dyreste model står til 42 millioner kroner, og den lidt billige løsning ender ud med en udskrivning på omkring 35 millioner kroner.
- Vi har jo helt sikkert nogle drømme, men vi skal jo i princippet kun overholde DBU's krav. Det er klart, at vi for eksempel gerne vil kunne tilbyde vores gæster tag over hovedet, men lykkes det os ikke at indhente alle pengene, så kan det jo være, at vi må skære lidt fra, siger Steen Juelsgaard.
Torsdag den 18. december er der byrådsmøde i Mariagerfjord Kommune, og forventes stadionbyggeriet at være på dagsordenen.