Hockeyikon vil spille svensk

Hjemvendte Jens Nielsen vil have det unge Aalborg Pirates-mandskab til at spille mere svenskinspireret.

Gennem tre sæsoner fra 2005-2008 var Jens Nielsen en stor profil for det daværende Aalborg Ishockey. Siden har han lagt skøjterne på hylden for at prøve kræfter som kvindetræner i Sverige, og før sommerferien kom han så tilbage til Aalborg som ny cheftræner.

- Det er en stor udfordring, men jeg synes, det er spændende, fordi det er et unge hold, og det er et nyt Pirates, der skal bygges op igen, og det vil jeg meget gerne være med til, siger Jens Nielsen.

Inden han i sin tid skiftede til Aalborg havde Jens Nielsen med stor succes spillet flere sæsoner i den bedste svenske række, og som træner vil han forsøge at implementere den svenske ishockeystil på det unge Pirates-mandskab.

- Samtidig med at vi beholder farten, skal vi beholde pucken, spille pucken, vi skal vise os for hinanden og komme ned og hente pucken dybt nede i zonen. Når man nu arbejder efter at vinde pucken hurtigt på banen, så skal man ikke smide den væk, ligeså snart man får den, siger den nye cheftræner.

Omlægningen til en mere svenskinspireret spillestil har endnu ikke været den pointmæssigt store succes for Aalborg Pirates, der har tabt de første fire turneringskampe. Piraterne har mulighed for sæsonens første sejr mandag aften, hvor SønderjyskE gæster Gigantium.


Seneste nyt

fra Nordjylland