Høj risiko for fugleinfluenza - hold fjerkræ indendøre eller overdækket

Fødevarestyrelsen hæver nu trusselsniveauet for fugleinfluenza fra lav til høj. Dansk besætninger med høns, ænder, kalkuner og andet fjerkræ skal fra i dag mandag lukkes inde eller overdækkes.

Det sker for at undgå, at vilde fugle smitter tamfuglene.

Mandag blev der konstateret fugleinfluenza i en kalkunbesætning i Vestsjælland, ved Skælskør. 

Og siden september er fundet fugleinfluenza i mere end 50 vilde fugle i Europa, herunder i Danmark og vores nabolande.  

I Nordjylland er der tidligere på året fundet fugleinfluenza.

Fugleinfluenza

  • Den meget smitsomme fugleinfluenza giver svære symptomer, og har en høj dødelighed hos fjerkræ.
  • I sjældne tilfælde kan sygdommen smitte til mennesker, der har tæt kontakt til smittet fjerkræ. 
  • På baggrund af de nuværende informationer vurderer Dansk Veterinær Konsortium, at risikoen for smitte til mennesker er lav.


Kilde: Fødevarestyrelsen

- Med de seneste fund i vilde fugle, vurderer vi, at der er høj risiko for, at smitten hurtigt kan sprede sig til resten af landet, og efterårets fugletræk over Danmark øger risikoen for smitte til fjerkræbesætningerne. 

- Derfor er det uhyre vigtigt, at danske fjerkræejere gør alt, hvad de kan, for at sikre deres dyr mod smitte, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen, Camilla Brasch Andersen i en pressemeddelelse mandag aften.

Undtagelser i særlige tilfælde

Ejere af fjerkræbesætninger, hvor indhegningen er 40 kvadratmeter eller mindre, er undtaget fra krav om overdækning. Men dyrene skal holdes indhegnet. og ejerne bør sikre sig, at vilde fugle ikke kan komme ind.

Kravet om overdækning gælder ikke ejere af ande- og gåsebesætninger, hvis det begrænser fuglenes udeareal, og man på anden måde kan sikre sig, at vilde fugle ikke kan lande i indhegningen.

Dyrskuer og andre samlinger af fjerkræ og fugle i hele landet forbydes.

Tip Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen opfordrer også til, at man melder det på app'en 'Fugleinfluenza Tip', hvis man finder en død fugl i naturen, som man tror kan være død af fugleinfluenza.



Seneste nyt

fra Nordjylland