Højsæson for gør-det-selv-folket
Bauhaus Aalborg har meget travlt i påskedagene.
Hvis du er en af de mange nordjyder, som har tænkt sig at bruge påsken på et gør-det-selv-projekt, så bør du nok væbne dig med tålmodighed i byggemarkedet. For de lune temperaturer og forårssolen har i den grad sat gang i gør-det-selv-projekterne.
- I dag har vi haft meget travlt. Det skyldes nok også vejret, hvor solen skinner, og det hele er med os. Så folk kommer herud i stor stil, oplever vi, fortæller Jakob Kristensen, varehuschef i Bauhaus Aalborg.
Det er især haver, terrasser og andre udendørs ting, som står for skud hos de handlende lørdag. Men selvom påsken er travl, er der nærmere tale om en tendens, vurderer varehuschefen.
- Jeg tror, der er mange, der gerne vil gøre tingene selv på grund af de høje priser, der er på mange ting i øjeblikket. Med gør-det-selv-projekter, kan man spare nogle penge.
Omsætningen har ifølge Jakob Kristensen været god, siden året startede.
Stille på skadestuen
Højsæson for havearbejde betyder også sæson for skader. Sådan plejer det i hvert fald at lyde fra landets sygehuse. Men i år er påsken rolig i Aalborg.
- Vi har ikke oplevet, at der har været ekstra travlt, siger Simone Dalsgaard Hvilsby, der er læge på akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital.
Generelt kan sygehuset dog godt mærke, at vejret er blevet bedre.
- Det kan vi tydeligt mærke. Haveskaderne er typisk fingerskader, hvor folk kommer til skade ved brug af redskaber. Og i kombination med jord betyder det, at vi skal se det hyppigere, lyder det fra Simone Dalsgaard Hvilsby.
Tal på skader
Fem procent af skader inden for have, hobby og leg sker i marts - i april er det 15 procent, viser en opgørelse fra forsikringsselskabet Alm. Brand.
Det er oftest mænd i alderen 50-64 år, der kommer galt afsted i haveulykker, viser statistikker fra Odense Universitetshospital (OUH). Cirka 8.500 af de danskere, der årligt kommer til skade i haven, ender på skadestuen, viser en omregning af OUHs skadesstatistikker.
- Generelt skal man altid bruge beskyttelsesmidler, når man skal ud i haven eller bygge. Både på hænder og øjne.
Noget andet som hører påsken til er sammenkomster.
- Så er der jo påskefrokost-konceptet. Det er nogle helt andre, der kommer ind. Folk falder eller kommer til skade, bliver fulde og slår hovedet.