Hold på hat og briller: Efterårsdag med forhøjet vandstand og kraftig blæst
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Vindstød på over 25 meter i sekundet tvang færger ne i Hirtshals til at blive i havnen.
Hele landet får en blæsevejrsdag, og temperaturerne bliver væsentlig under de lune grader, vi har været vant til de seneste dage.
De seneste dage har oktobervejret været meget behageligt. Temperaturen har sneget sig op over 15 grader, og luften har stået forholdsvis stille.
Onsdagen bliver helt anderledes med temperaturer kun lidt over de 10 grader, og samtidig vil det føles markant koldere på grund af en strid nordøstenvind.
Det vil stort set holde tørt, og særligt i Jylland kommer der også meget sol. Det betyder, at i læ kan man godt nyde vejret, men ellers er fornemmelsen af vejret helt anderledes end de foregående dage.
Voldsomst på Bornholm
Bornholmerne oplever det mest voldsomme efterårsvejr, som står på hele dagen.
Fra morgenstunden måles der hård kuling i middelvind, og de kraftigste vindstød, målt på Hammer Odde, er 21,9 meter per sekund. Det er stormende kuling, som er niveauet lige under storm, som begynder ved 24,5 meter per sekund.
Vinden er fortsat tiltagende, og her kan man læse om de konsekvenser, vinden har for Bornholm. Der kan optræde vindstød af stormstyrke hele dagen.
En del over normal vandstand
Den kraftige nordøstenvind har allerede skubbet en del vand fra Østersøen mod de sydlige egne af Danmark. I skrivende stund er vandstanden nået op omkring 75 centimeter over det normale ved Falster.
Vandstanden vil stige de næste timer og kulminere i eftermiddag. Her kan man forvente vandstande omkring en meter over det normale mange steder i Syddanmark. Det er mindre end tidligere prognoser og derved gode nyheder for kystnære områder.