Hollandsk gasområde plages af jordskælv
Boringer efter gas gennem 52 år i Holland giver jordskælv
Danmarks første boring efter gas på land er i øjeblikket i gang i Dybvad. I Holland har man boret efter naturgas på land i mere end 50 år, men det mærker man nu konsekvenserne af.
Kirken i den hollandske by Uithuizen har slået revner. Den 800 år gamle kirke ligger i Groningen-området i det nordøstlige Holland. Et område, som i de seneste år er blevet ramt af en bølge af jordskælv.
- Der er mange skader her. Det er en gammel konstruktion, så når der sker jordskælv, er skaderne store. Det er et stort problem, siger arkitekt Rutger Bloks.
Groningen-området er Vesteuropas største naturgasområde på land. Der er blevet pumpet gas op af jorden siden 1963. I mange år har det betydet indtægter i milliardklassen for den hollandske stat, men nu mærker de lokale beboere konsekvensen af, at de sand- og kalk-lag, som gassen er hentet op fra, begynder at kollapse under jorden.
- Jeg bliver meget følelsesladet, fordi jeg ser vores smukke bygninger - vores kirker og gårde - styrter sammen, og ingen tager sig af det, siger Anneke Bakker, der er kirketjener i Uithuizen.
I år har der allerede været mere end 40 jordskælv i Groningen-provinsen. Inden for de seneste to år har beboerne i byen Leermens mærket to store jordskælv. Rystelserne har betydet, at byens gamle kro er tæt på at styrte sammen. Forpagteren, der selv boede i ejendommen, blev tvunget til at flytte.
- De mistede deres hjem. De har fået et fint hjem at bo i nu, men de mistede deres hjem, fortæller udlejer Jan Boer.
Der var ingen, der forventede at gasudvindingen i Groningen-regionen ville gøre egnen til et jordskælvsområde. Men nu er realiteterne gået op for de fleste af regionens 570.000 indbyggere.
- Gassen er nødvendig. Vi har brug for den, men det er forfærdeligt, når det skader dit hus. De vidste ikke, at det kunne ske, og vi vidste ikke, at det kunne ske. Men det skete, siger Jan Boer.
Rutger Bloks skønner, at cirka 50 kirker er blevet beskadiget af jordskælvene. Flere tusinde huse har også taget skade, og intet tyder på, at der vil komme færre jordskælv i de næste år.
- Det sker her, og det må vi acceptere. Vi må reparere skaderne, og forhåbentlig bliver jordskælvene ikke større, end de har været hidtil. Men det får vi at se, siger Rutger Bloks.