Hospitaler får flere penge: Nye tiltag skal minimere overbelægning

Hospitalerne i Nordjylland skal være bedre til at undgå overbelægning - nu sættes flere initiativer igang.

Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland var sidste vinter hårdt presset af overbelægning som følge af den influenzaepidemi, der sendte mange - fortrinsvis ældre - nordjyder på sygehuset.

Overbelægningen på de forskellige afdelinger havde vidtrækkende konsekvenser og betød blandt andet at operationer måtte aflyses og at der var lang ventetid, hvis man havde forhåbninger om at komme på operationsbordet.

I september afsatte politikerne i Regionsrådet så otte millioner kroner til at afhælpe overbelægnings-problemerne. Og nu - knapt et år efter de massive problemer - er man så klar til at rulle tiltagene ud på både Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland.

Patienter skal fordeles jævnt ud

De mange penge skal i stor stil bruges til at ansætte flere sygeplejersker, men også til indsatser overfor de ældre patienter, der skal indlægges. En af indsatserne fokuserer på at undgå overbelægning ved at fordele de indlagte borgere ud over hele sygehus-systemet fremfor på få afdelinger, som det har været tilfældet.

- Det skal give en mere ensartet belægning på vores hospitaler, så vi undgår en situation som sidste vinter, hvor hospitalerne oplevede et stort pres af akutte patienter, udtaler regionsrådsformand Ulla Astman i en pressemeddelelse.

Derudover vil man - allerede i akutmodtagelsen - sætte initiativer igang, der kan være med til at sikre kortere og bedre forløb for patienterne. Initiativerne skal også hjælpe med helt at undgå indlæggelse, hvis det er muligt.

- Vi oplever et øget pres i Akutmodtagelserne hos os, og det samme pres forekommer i hele landet, hvor vi ser flere og flere ældre syge borgere på hospitalerne, og den udvikling ser ud til at fortsætte. Derfor er det vigtigt, at vi sætter ind her, udtaler Ulla Astman.

Planen indbefatter også oprettelse af flere ensengs-stuer, som kan bruges når der er behov for at isolere patienter i forbindelse med for eksempel influenzaepidemier.

I maj 2018 fortalte vi at Aalborg Universitetshospital 15 gange i løbet af året havde aflyst hjerteoperationer på dagen, fordi der ikke var plads på intensivafdelingen, hvor patienterne skulle være indlagt efter operationen. Det indslag kan du se herunder.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland