Høsten sender mekanikere på overarbejde
Foto: Ib William Christensen
Høsten er på sit højeste, nu hvor tørvejret har ramt. Det betyder mange nedbrud og masser af arbejde til de nordjyske landbrugsmekanikere.
Det er ikke kun landmænd, der har travlt, når det bliver godt høstvejr. De nordjyske landbrugsmekanikere kommer også på overarbejde, når landbrugsmaskinerne skal holdes i gang.
Telefonerne ringer stort set uafbrudt hos Hjalerup Maskinforretning i disse dage. Efter en regnvåd sommer er det endelig blevet tørt nok til at høste. Og når mejetærskere, traktorer og andre landbrugsmaskiner kommer på overarbejde for at få høsten i hus inden næste regnvejr kommer, bryder mekanikken af og til ned.
Det betyder, at maskinforretningens mekanikere også kommer på lidt af et overarbejde. De rykker i disse dage akut ud, når fortvivlede landmænd og landbrugsarbejdere pludselig holder stikle eller kan mærke, at mekanikken knager.
- Lige nu er det typisk remme og den slags, der går i stykker. De helt store brud kommer nok først lidt senere, forklarer værkfører Peter Jensen.
Nogle opgaver kan klares på under en halv time, mens andre og større opgaver kan tage en hel dag. Og det kan blive ret så lange dage for mekanikerne.
- Normalt møder vi halv otte, men for tiden møder jeg halv syv om morgenen, og så er jeg først hjemme igen omkring halv elleve om aftenen. Så jeg er ved at være godt brugt, siger servicetekniker Alf Vestergaard, som lige har været et smut forbi Tylstrup, hvor en mejetærsker havde brug for en mindre reparation for igen at køre som smurt.
Det er driftleder ved Korslund Landbrug, Jan Borup, der sidder bag rattet i mejetærskeren ved Tylstrup. Han er glad for den hurtige udrykning fra Hjallerup
- Vi er jo ret afhængige af, at de servicebiler kommer, når vi ringer. De har jo heldigvis en forståelse for, at vi kun tjener penge én gang om året, og det er ved høst. Vi skal have det hele med, og vi har ikke råd til at holde stille, siger Jan Borup.
Der er lovet regn i weekenden, men i næste uge skulle det klare op igen, og så håber landmændene at få den sidste høst sikkert i hus.