Foto: TV2/Nord

Humanistisk informatik overlever på Aalborg Universitet

Akkrediteringsrådet har fredag afgjort, at Aalborg Universitet får lov at beholde sine bacheloruddannelser i humanistisk informatik.

Bacheloruddannelserne i humanistisk informatik på Aalborg Universitet overlever. I hvert fald i de næste to år. Det er en kendsgerning efter fredagens afgørende møde i Akkrediteringsrådet.

Der har tidligere været sået tvivl om, hvorvidt uddannelserne kunne fortsætte, men Aalborg Universitet har givet Akkrediteringsrådet nye oplysninger, som har spillet en afgørende rolle i beslutningen.

- Det er glædeligt, at Aalborg Universitet efter et langt tilløb har taget hånd om problemerne på bacheloruddannelserne i humanistisk informatik.

- Det har været en vanskelig afgørelse, men med de nye oplysninger har universitetet sandsynliggjort over for rådet, at de inden for en kortere periode kan være i stand til at bringe uddannelserne op på et tilstrækkeligt niveau, hvorefter rådet igen vil tage stilling til uddannelsernes kvalitet og kvalitetssikringsniveau, siger Akkrediteringsrådets formand, Per B. Christensen.

Afgørelsen betyder, at de studerende på humanistisk informatik, som udbydes på Aalborg Universitets campusser i Aalborg og København, nu kan fortsætte deres studier på AAU.

- Vi er glade og taknemmelige for den støtte, vi har fået fra uddannelsens aftagere og samarbejdspartnere, og vi skal nu sikre, at der ikke igen kan opstå tvivl om uddannelsens kvalitet, siger Per Michael Johansen.

Akkrediteringsrådet har givet Aalborg Universitet to år til at bringe uddannelserne op på et fuldt tilstrækkeligt niveau. Herefter vil rådet genoverveje, om universitetet får lov at beholde uddannelserne.

- Det her er et gult kort, og det skal tages meget alvorligt. Rådet konstaterer, at uddannelserne fortsat har omfattende kvalitetsproblemer, særligt i forhold til det faglige niveau. Med de nye oplysninger har universitetet alene sandsynliggjort, at de potentielt kan være i stand rette op på problemerne, inden vi om to år vender tilbage til uddannelserne for at se, om det er lykkedes at bringe kvaliteten op på et tilstrækkeligt niveau, siger Per B. Christensen.